Fik 10 i specialet, så det er jo fantastisk! En lidt kritisk udtalelse. Mange hentydninger til, at jeg var på sporet af noget godt, men ikke helt fulgte det til dørs. For lidt generalisering. Jeg kan godt se, hvad han mener. Er glad og lettet, for så er der mulighed for at søge en ph.d., når den tid kommer.
Vi har tænkt på at kalde den “to specialer – to tilgange” og vise, hvordan vi hver især har grebet det an, hvilke erfaringer vi har gjort os henad vejen, og hvad vi burde have undgået. Men vigtigst af alt er, at vi har begge lært hvad det vil sige at have sig selv med i processen. Og det er det, vi gerne vil give videre.
Vi vil vise, hvor vigtigt det er at tale med andre
at stille krav til sig selv
at lave aftaler, som ikke brydes
og ikke mindst at lære af andres erfaringer
Personligt har jeg fået en masse ud af dette forløb ved blot at iagttage mig selv. Til dette har denne blog været et fantastisk redskab. Jeg har arbejdet ud fra nogle få sætninger:
Hvad er det værste, der kan ske?
Hvad har jeg brug for lige nu?
Nu holder jeg fri, uanset hvad!
Jeg har oplevet en masse stresssymptomer, og har taklet dem på forskellige måder. En af det mest virkningsfulde har været at fjerne alle ure omkring mig. Skjule uret i computerskærmens hjørne, skjule uret på min telefon, fjerne alle ure hjemme i lejligheden, vende vækkeuret ind mod væggen. På den måde fik jeg ikke de tanker om, at præcis kl. 8.30 hver morgen skulle jeg være igang med at skrive. I stedet mærkede jeg efter, hvad jeg havde brug for den pågældende dag. Det hjalp sindsygt meget. En anden ting, der hjalp, var at adskille tingene. Jeg havde en læseplads, hvor jeg opbevarede alt, hvad der havde med specialet at gøre. På den måde holdt jeg fuldstændig fri, når jeg var hjemme, for jeg have efterladt alt oppe på universitetet. Når jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg ikke lavede noget om aftenen, sagde jeg til mig selv, at jeg kun kunne nå det, hvis jeg holdt fri. Jeg stræbte på at arbejde 8 timer aktivt om dagen, og så kunne jeg holde fri med god samvittighed.
Zamjatin bliver ved med at spøge, selv om jeg er færdig med specialet og blot venter på, at de gode folk skal votere. Jeg har tænkt på at oversætte nogle af hans tekster, da vi netop har nået grænsen for
royalty – han døde for netop 70 år siden.
Jeg har tænkt på flere aspekter:
- Vil nok oversætte, Øboerne, Menneskefiskeren, essayet om Wells og essayet om Anatole France og evt stykket Atilla, selv om jeg ikke er glad for teaterstykker.
- Kan så forfølge utopi-idéen til dens oprindelse – ved også at der er en russer som har skrevet en novelle, som Zamjatin sandsynligvis er meget inspireret af.
- Og så omskrive mit speciales pointer vedr. Zamjatin, utopisk tænkning og totalitarisme i forhold til hans virkningshistorie.
Vil gerne fokusere mere på Zamjatins stilling i det litterære liv i Rusland, hetzen og kvaliteten af hans værker. Hvor kritiske var de? Måske var han alligevel ikke så meget en forkæmper for litterær frihed når det kom til stykket? For han skrev nogle stykker for at tækkes ideologien, bl.a. Atilla, og det blev kun afvist pga. hans navn. Men hvorfor skrev han dette stykke?
(Jeg burde absolut lave fransk lige nu)
Randi og jeg har tænkt på at skrive en specialevejledning. Det skal være en vejledning i skriveprocessen, ikke så meget i hvad et speciale skal indeholde, for det er der allerede skrevet frygtelig meget litteratur om. Vi vil trække på vores erfaringer og komme med råd og tanker om, hvad det kræver menneskeligt mere end fagligt at skrive et speciale. Hvordan man undgår at miste sig selv, og hvordan man får ens liv ved siden af til at fungere, imens man er i den pressede situation, det jo er at skrive speciale.
Så fik jeg skrevet artiklen. Det er en fantastisk fornemmelse at afslutte projekter! Trine vil læse den engang i august, og så håber jeg, at hun synes den er eller kan blive god nok, til at de vil udgive den.
Så kryds fingre!!!
| m | ti | o | to | f | l | s |
|---|---|---|---|---|---|---|
| « aug | ||||||
| 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | |
| 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 |
| 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 |
| 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 |
| 28 | 29 | 30 | 31 | |||